Foghs opgør med samarbejdspolitikken er strandet
Da befrielsesbudskabet skrattede ud gennem højttalerne den 4. maj 1945, markerede det ikke bare enden på fem års tysk besættelse. Det markerede samtidig begyndelsen på en ny kamp: Kampen om historieskrivningen.
Danmarks samarbejde med den nazistiske overmagt i krigens første år har været genstand for utallige afhandlinger og offentlige diskussioner gennem tiden. Mellem dem, der mener, at den aktive tilpasningspolitik var et nødvendigt onde, der skånede den danske befolkning for mange lidelser. Og dem, der mener, at politikerne var alt for eftergivende over for nazismen og lod andre kæmpe for befrielsen af Danmark.
Anders Fogh Rasmussen lod ingen tvivl tilbage om sit personlige ståsted, da han den 29. august 2003, i anledning af 60-års-dagen for samarbejdspolitikkens ophør, talte for frihedskampens veteraner på Søværnets Officerskole. Her kaldte den tidligere statsminister samarbejdspolitikken for "et politisk og moralsk svigt".
"Hvis alle havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler med stor sandsynlighed have vundet krigen, og Europa var blevet nazistisk," sagde han:
"Alt for ofte i historiens løb har vi danskere blot sejlet under bekvemmelighedsflag og ladet andre slås for vor frihed og fred (-) I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt."
Udtalelserne var opsigtsvækkende af to grunde. Dels fordi det var første gang en siddende dansk statsminister offentligt anfægtede sine fortidige kollegers dømmekraft i spørgsmålet. Og dels fordi udtalelserne uundgåeligt blev læst som en moralsk og politisk legitimering af Danmarks deltagelse i Irak-krigen, som dengang blot var nogle måneder gammel.
Ekstrem fortolkningSelv om bemærkningerne vakte opsigt, har de dog ikke gjort synderligt indtryk på landets førende forskere i besættelsestidens historie. De har vedblivende betegnet kritikken som forfejlet og unuanceret. Opgøret sprang muligvis op som en løve, men det er faldet ned som et lam, mener de.
"Foghs betragtninger har ikke haft for 25-øres indflydelse på historieforskningen," siger forskningschef på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot Steffen Heiberg.
"De har højst interesseret dem, der i forvejen mente det samme som ham, mens de fleste har trukket på skuldrene. Reelt er det jo kun en lille del af befolkningen, der stadigvæk interesserer sig for spørgsmålet. Og for os historikere er det nogle helt andre kriterier, der gælder. Vi er ikke interesserede i at sidde på bekvemmelig afstand og dele karakterer ud, men i at analysere de historiske forudsætninger for, at man dengang handlede, som man gjorde."
Professor i samtidshistorie ved Københavns Universitet Poul Villaume kalder slet og ret Anders Fogh Rasmussens opgør med samarbejdspolitikken for "ekstrem":
"Det lykkedes Fogh at gøre diskussionen om både besættelsestiden og Den Kolde Krig til en del af sin værdi- og kulturkamp. På den strækning har han nok vundet nogle sejre i den brede befolkning og i visse dele af medierne. Men du skal lede meget længe efter historikere, der abonnerer på hans ekstreme fortolkning af dansk udenrigspolitiks historie i det 20. århundrede," siger han.
Brohoved for nazismenEn af dem, der gør, er historiker og samfundsdebattør Bent Blüdnikow. Ifølge ham kan man anskue dansk besættelsestid med to sæt briller: de nationale og de internationale. Og tager man de internationale på, når man frem til samme konklusion som Anders Fogh Rasmussen, mener han, nemlig at Danmark var et brohoved for nazismen.
"Jeg siger ikke, man burde have stillet sig op og kæmpet den 9. april eller indført norske tilstande - det lægger vores geografi ikke op til - men man kunne have været mindre ivrig i det dybe samarbejde med tyskerne, som foregik på alle planer, og som havde regeringens sanktion og godkendelse," siger Blüdnikow og fortsætter:
"Så når historikere stiller sig op og siger, at samarbejdspolitikken næsten var prædestineret nødvendig og reddede jøderne, så siger jeg: Hvis man vil opstille den slags regnskaber, så er det helt fint, men den anden side af regnskabet er, at denne samarbejdspolitik havde ofre. Mange koncentrationslejrofre døde jo i den sidste fase af krigen, som blev forlænget blandt andet på grund af den danske indsats."
Ifølge Bent Blüdnikow har Anders Fogh Rasmussens bemærkninger været medvirkende til, at der især blandt yngre historikere er kommet en større velvillighed til at se på dansk besættelsestid i et større internationalt perspektiv.
"Jeg tror, Anders Fogh Rasmussen har været med til at flytte nogle erkendelsesgrænser, som også har haft betydning for historieforskningen. Jeg har netop været sammen med en række yngre forskere til forskningsdag i Kolding, hvor vi diskuterede de her ting, og hvor jeg oplevede en større lydhørhed over det at anlægge et mere internationalt syn på besættelsestidsperioden," siger Blüdnikow og nævner blandt andre historikeren Niels Wium Olesen som et eksempel på en af disse forskere.
Misforstået pointeSelv mener Niels Wium Olesen, der er lektor ved institut for historie og områdestudier på Aarhus Universitet, at Bent Blüdnikow har misforstået hans pointe.
"Det er rigtigt, at jeg var dialektisk i mit svar på konferencen, men grundlæggende deler jeg ikke Anders Fogh Rasmussens synspunkt, som jeg mener, er både firkantet og banaliserende," siger han og uddyber:
"Hvor der tidligere var mange skønmalerier af besættelsestiden, er man nu begyndt at se fortolkninger, som går ud på, at der nok var noget anløbent ved det hele. Det er det synspunkt, Anders Fogh Rasmussen forfægter. Men det er i realiteten en lige så unuanceret udlægning af begivenhederne som den, der herskede i årene umiddelbart efter befrielsen, og som handlede om, at vi alle var modstandsmænd. I forskningskredse er der ikke opbakning til nogen af de to udlægninger."
Ifølge Niels Wium Olesen tager den totale afstandtagen til samarbejdspolitikken nemlig ikke højde for de konkrete historiske omstændigheder under besættelsen og til det faktum, at 90 procent af befolkningen faktisk støttede op om det tværpolitiske samarbejde med besættelsesmagten ved valget i marts 1943.
"Både Venstre, de konservative, Socialdemokratiet og de radikale bakkede jo op den førte politik, og det var sådan set kun kommunisterne, der stod uden for den herskende konsensus. Deres synspunkt var, at vi med samarbejdspolitikken gik tyskernes ærinde. Set i det lys er det dybt ironisk, at den måske mest højreorienterede statsminister, vi har haft i nyere tid, i et af sine skarpeste kulturkampsopgør faktisk bygger videre på en kommunistisk forståelse af historien. Ikke mindst når man tager i betragtning, at Fogh samtidig er en koldkriger. De to synspunkter kan kun forenes, hvis man skærer nuancerne væk."
